Fortæl det til nogen

Her kommer der en historie fra det virkelige liv, som handler om hvordan det kan opleves at fortælle at man kæmper med angst på sin arbejdsplads.

For nogle år siden var jeg i lære som grafiker i et stort firma. Omend jeg var taknemmelig for at have et sted at være i lære, var det et sted jeg aldrig blev glad for at være. Firmaet var i krise, økonomisk og medarbejdsmæssigt. Hver måned var der nogen der blev fyret, eller også var der nogen der sagde op fordi det var så stressende et miljø at være i. Jeg søgte andre steder hen - dog uden held.

Svendeprøven

Kort før jeg skulle tilbage til skolen for at tage min svendeeksamen, blev min far syg af lungekræft og kom i behandling. Imens jeg prøvede at samle mig om at præstere i skolen og til svendeprøven ringede jeg sammen med min familie for at følge med i hvordan min far klarede det i og med at han også fik en operation i hjertet som ikke kunne tåle strålerne. I klassen oplevede jeg på ny min barndoms mobberi i da der var opståen en situation som aktiverede alle de gamle følelser. Derhjemme var vi lige flyttet og jeg var ikke glad for at komme tilbage til mit arbejde og søgte andre steder hen. Kort sagt mit stressniveau var på sit absolut højeste. Jeg fik skrabet en sølle svendeprøve hjem, men det vigtigste var at jeg kom igennem.

Stressen stiger

Jeg vendte tilbage til arbejdspladsen igen. Angsten var der hele tiden. Jeg følte jeg havde ansvaret for det hele og lavede jeg en lille fejl kunne jeg ikke sove for det om natten. Jeg græd om morgenen inden jeg tog afsted.

En dag på vej til arbejdet kunne jeg mærke at kroppen sagde stop, jeg var ved at bryde sammen. Jeg kunne ikke mere. Overvejede at tage hjem igen, men kunne ikke overskue at skulle tilbage. I stedet hev jeg mig op og mødte ind og gik ind til min leder og fortalte hende det hele. Om min far, skolen og angsten. Hun var sød og lyttede til mig og vi inddrog min afdeling som fik det hele at vide. Omend de virkede chokerede så kunne jeg mærke det var en lettelse for mig.

Arbejdspladsen

Jeg havde haft en god oplevelse med at fortælle det til de andre, og da jeg var i et fag-udviklingsforløb hos virksomhedens HR-medarbejder fortalte jeg også hende om min angst. Jeg var så stresset i dette år at jeg rystede over hele kroppen. Hun hjalp mig fagligt men også kompetencemæssigt i forhold til den situation jeg stod i og som den person jeg er. Hun blev min gode kontaktperson og jeg har i dag stadig en god kontakt til hende. Hun hjalp mig videre. Da vi fik ny chef for afdelingen fortalte jeg også hende det. Hun sagde at hun ikke bekymrede sig om min angst, jeg var god nok som jeg var. Mine oplevelser med at fortælle angsten på denne virksomhed som ellers var et så dårligt arbejdsmiljø var fantastisk. Tak til jer!

Nyt arbejde

Pludselig fik jeg bid på en af mine ansøgninger. Jeg kom til samtale og blev også ansat i dette anerkendte smykkefirma som hed Pilgrim. Det havde ry for at være medarbejdernes virksomhed og en sund og stærk virksomhed i vækst.

De havde ry for at have en af de bedste human resource afdelinger og at de var knalddygtige til at værne om medarbejdernes værdier.

Jeg var ikke alene pavestolt over endelig at blive anerkendt som en dygtig grafiker, jeg glædede mig også usigelig meget til at komme et sted hen hvor jeg skulle udvikle mig og gro og få tilliden tilbage til virksomheder og arbejdspladser.

Jeg havde en del arbejde der skulle færdiggøres og stressen var ekstrem. Jeg var angst for alt det nye, opsigelse, afsked, farvel-ceremoni og goddag til nyt og ukendt. Lejligheden blev sagt op og vi flyttede til Skanderborg hvor jeg startede med at møde dem alle til en julefest.

Pilgrim - stedet hvor alle siger ja og er glade

Jeg kunne mærke med det samme at det var et helt andet arbejdsmiljø. Her var folk glade og stolte af at arbejde for Pilgrim. Jeg blev modtaget med knus og der blev festet og danset til den lyse morgen. Alle var åbne og interesserede i at jeg skulle få en god start. Jeg gav mig hen åbnede op og mærkede beruselsen af at være kommet det rette sted hen.

Firmaet havde en enorm vækst på dette tidspunkt og de var på 1 år steget fra at være 100 medarbejdere til at være 200 medarbejdere. De udvidede og alligevel var det som om de ikke kunne følge med. Lokalerne var stuvet op med medarbejdere. Det var en åben og kreativ virksomhed og der var altid en fest eller en begivenhed der skulle opleves.

Jeg sad i den grafiske afdeling men min leder var fra kommunikationsafdelingen. Det var svært at finde hjælp og alle sad med hørebøffer på og havde travlt. Ofte og mange gange var jeg i tvivl om hvad jeg skulle. Men det var normalt jeg skulle ikke lægge så meget i det. Men det blev mere og mere. Jeg refererede til 3 personer som hver havde deres mening om hvad jeg skulle. Jeg blev usikker og syntes det begyndte at blive svært. Efter en måneds tid begyndte armene at falde ned og de faldt hurtigt.

Der var en meget venne-agtig stemning i blandt alle og jeg nød stemningen og elskede alle de varme og søde personer jeg mødte.

Alle virkede så glade og så familiære. De tog rask afsted på ture for at fortsætte til et nyt arrangement så man snildt kunne være væk i flere dage. Alle sagde ja og var så hjælpsomme, men ind i krogene kunne jeg mærke presset. Kaffepauser var der uendelig mange af og så hellere bruge aftenerne til at sidde og arbejde over.

Problemer i paradis

Jeg kunne ikke finde ud af at være der. Jeg kom fra en virksomhed i krise, var vant til at knokle fra jeg mødte til jeg gik og arbejde over, fordi jeg ikke kunne presse det ind i min arbejdsdag. Jeg var vant til at der blev sagt nej når man havde brug for det, og jeg havde i den grad behov for på dette tidspunkt at lære at sætte grænser.

Så jeg takkede nej til nogle arrangementer, fortalte at jeg havde brug for at være mere hjemme. Jeg kunne mærke på flere at de blev fornærmede og nogen ønskede de turde gøre som jeg. Jeg gjorde det jeg skulle gøre.

Der opstod samarbejdsproblemer i min gruppe da jeg lavede fejl. Jeg kunne ikke koncentrere mig og jeg var hele tiden i tvivl om hvad mit job indebar. Jeg blev mere og mere ked af at være der og mere og mere angst.

På projektet som ikke var gået så godt lavede vi en evaluering. Jeg var presset og vidste godt ansvaret var mit og at jeg ikke havde leveret det de forventede. Jeg var ikke så erfaren på dette tidspunkt til at jeg kunne håndtere opgaven. Jeg fortalte min leder at jeg led af social angst og jeg syntes det var svært at være som jeg mærkede de forventede at jeg var - social.

Pilgrim - arbejdspladsen med de gode medarbejderværdier

Mine gode erfaringer fra mit tidligere arbejdssted med at fortælle om at jeg kæmpede med angst gjorde at jeg åbnede mig op igen. Jeg var overbevist om at gjorde jeg det ville jeg få lettet presset og få mere ro på i forhold til at være i virksomheden.

De næste timer er lidt som en drøm for mig, stadig den dag i dag. Reaktionen hos min leder var anderledes end forventet. Var det ikke fordi det var den koldeste dag i januar så ville hun kunne have skabt den på en sommerdag. Efter mødet satte jeg mig på min plads og gik i gang med at arbejde.

Så blev jeg pludselig prikket på min skulder, om jeg lige ville følge med. Det var vores HR-medarbejder. Jeg gik med og da vi kom til møderummet kunne jeg godt se den var helt gal. Jeg fik at vide at jeg skulle sætte mig ned. Her sad min leder og den anden HR-medarbejder. Hun sagde at jeg var blevet fyret fra dags dato.

Fyret

Jeg spurgte hvorfor. Det ville hun ikke svare på, det var ikke godt at sige det den dag man blev fyret. Helt stiv skrev jeg under på at jeg var fyret. Jeg fik 5 min. til at pakke mine ting og mit tøj sammen.

Jeg kom op. En anden grafiker var også blevet fyret. Vi vidste ikke hvorfor. Ingen af de andre vidste hvorfor. Vi var alle i chok.

Jeg forlod Pilgrim og hørte aldrig mere fra dem. Alt var lukket og ingen mails fra de de nye "venner". Nu boede jeg i en by hvor folk kiggede væk når jeg kom fordi de ikke vidste hvad de skulle sige til mig. 2 stoppede op for at snakke med mig - det kunne jeg ikke. En dag mødte jeg direktøren. Hun ville gerne undskylde for den handling. Jeg skulle ikke være fyret, hun var ked af situationen.

Efter 2 måneder startede jeg egen virksomhed op, jeg blev så lykkelig - og ikke mindst den dag vores sidste læs var pakket så vi kunne flytte fra Skanderborg.

Fortæl det til nogen

Min historie viser hvordan det kan gå godt, og hvordan det kan gå skidt når man fortæller om hvordan man i virkeligheden har det og viser sig i sin hele personlighed.

Det jeg gjorde rigtigt var at fortælle det til en jeg havde tillid til og langsomt udvide kendskabs-kredsen. At fortælle det så jeg ikke skulle gå og lade som om jeg havde det godt når jeg ikke havde det godt.

At jeg blev fyret, tillægger jeg til dels samarbejdsproblemer, dårlig ledelse og at jeg for hurtigt skabte mistillid til nogen jeg kunne have tillid til. Derudover kunne min leder nok bedre med en anden grafiker som siden hen fik min stilling, og som, da jeg var der, kun havde et barselsvikariat. Desuden tror jeg virksomheden havde toppet og pludselig mærkede krisen kradse for første gang og ikke havde udviklet noget kriseberedskab til at tage sig af nye medarbejdere og afskedige folk på en ordentlig måde.

Pointen

Det står tydeligt for mig at jeg knækkede halsen da jeg i lang tid troede det var fordi jeg havde fortalt dem om at jeg kæmpede med angst. I dag ved jeg at det ikke var min handling der var noget forkert med. Mine valg og handlinger har siden vist mig at jeg var heldig, jeg kom ud i tide, jeg faldt på plads som selvstændig grafiker, og det er det jeg vil med mit liv.

Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker siden og i det at jeg har fortalt dem om min angst har det kun været med til at overbevise mig om at jeg gjorde det rigtige. Pilgrim er ikke et sted for mig, at det skal være i orden at sige nej tak, og at man ikke skal skue hunden på hårene.