Socialangst og blogging

Hvorfor blogger jeg ikke oftere?

Jeg oprettede denne blog i håb om at komme til at blogge. Skrive til jer derude som kommer og læser på Slipangsten.dk. Jeg håbede at jeg ville kunne fortælle verden hvordan det er at leve med angst. Hvordan jeg gør i mine processer og hvordan jeg som nu er på vej til at slippe taget i følelsen af angst.

Men nu er det over et år siden og indlæggene kan vist tælles på 1 hånd, og det var ikke lige det jeg havde haft i tankerne. Men nu er jeg her. For jeg har tænkt en del over det - til gengæld.

Socialangste blogger sjældent. - eller rettere udleverer sig selv hvor ens mening kommer til udtryk. Artikler og informationer, nyheder og gode råd er lidt nemmere, fordi noget af det er fakta og andet er der ikke så meget at rafle om - det er individuelt og en personlig sag. Men i bloggen kommer der mere frem. Holdninger, meninger og man kan næsten høre stemmen give udtryk for det der ellers blot er ord.

Det er ikke altid at man rammer den brede befolknings mening og holdning. Og hvis man har socialangst er lige netop dét, noget af det man gør rigtig meget i at undgå - altså at være genstand for at vække eventuelle negative tanker eller anden irritation hos andre. Uha.

Så meget at jeg ofte har undgået at sige min mening. At sige fra. At udtrykke vrede. Okay - det er nok ikke alle der giver mig lige ret i det ;-) Men alligevel, nogen gange kan det jo ske at man viser sin vrede og irritationer overfor andre og det er på sin vis værre end når bægeret blot flyder over af følelser som tårer og angst. Det at give udtryk for at andre træder en over tæerne kan vise sig at være langt værre.

For måske er det en selv der har stillet sig i vejen - viser det sig, eller måske har man overdrevent meget tænkt på at en handling var overlagt men i virkeligheden slet ikke var i nærheden af det. Pinligt. Ikke godt, og igen noget en socialfobiker undgår rigtig meget.

Tænker at med alle de socialfobikere/angste der går rundt i Danmark, må der være rigtig mange der holder igen med at give udtryk for hvordan deres behov og ønsker for en hverdag i dette samfund er. Hvordan skal andre kunne vise hensyn til os når vi ikke tør sige vores behov? Hvordan får vi indrettet bedre arbejdspladser så vi kan skabe en karriere på (næsten) lige fod med ikke angste hvis ikke vi melder ud at vi vil med?

Skal vi /skal jeg udfordre vores flinke masker og øve os i at vi også fejler - også selvom det er i sociale sammenhænge hvor andre opdager os i det. Øve os i at fejle og øve os i at tage ansvar for flygtige og miskrediterende tanker vi har om vores medmennesker. Det vil jeg mene! Call to action - nu publicerer jeg det! God eftermiddag :-)