Angst - hvordan angst?

Jeg fik engang at vide af min ven på grafisk skole, at hun mente jeg var en af de dygtigste - men at jeg tit virkede forvirret. Den sætning har brændt sig fast inden i, og hvergang jeg mærker angsten og mærker kroppens funktionaliteter stå ud af spillet, tænker jeg på det hun sagde.

Som et menneske der føler social angst er det værste jeg kan blive udsat for, andre folks negative bedømmelse.Dengang blev jeg stolt af første del af hendes bemærkning og den sidste del skammede jeg mig over. For forvirret ja, men over hvad?

Idet angsten sætter ind og hjertet er pumpet op med adrenalin, sætter krop og opmærksomhed ud. Hovedet går udelukkende ned i opdagelsen af dette, og hvordan jeg skal få styr og sammenhæng, så jeg i det mindste har overfladen nogenlunde på plads. I alt dette, stiger stakåndetheden og får kuldioxiden til at stige i blodbanerne så det sitrer i de anspændte muskler.

Jeg har tabt ting, jeg har glemt ting, jeg er stoppet midt i en sætning, og jeg er gået frem og tilbage i uvished over hvad det var jeg skulle - bare fordi mine tanker var dernede i den der krop det pludselig reagerede som om mit liv var i fare. Jeg har hakket og stammet.  Forvirret?

Egentlig ikke. Jeg vidste det godt indeni, alt det jeg skulle vide, jeg var bare lige optaget af om jeg skulle kæmpe eller flygte. Som oftest havde jeg ikke valgt nogen af delene, og derfor sad tankevirksomheden som oftest fast.

Som oftest gik tankerne på hvordan jeg skulle komme væk, undgå eller bare undertrykke mig selv nok til at andre ikke ville opdage hvordan angsten rasede indeni. Jeg har præsteret mange angstanfald sammen med de mest opmærksomme mennesker uden at de har lagt mærke til noget som helst. Lukket portene og holdt mig i ro og brændt sammen så snart jeg blev berørt eller den mindste åbning dukkede op.

På trods af disse har jeg ikke altid kunne klare det - at få hold på følelserne, og har i stedet for at anerkende og acceptere min tilstand undertrykt med halv skrue. Derfor har jeg oplevet i de mest ufarlige og sikre situationer at virke unaturlig usikker og meget nervøs og nedgraderet mig selv til at være mindre end jeg inderst inde vidste hvad jeg var værd i samværet med andre.

Og ja, der er forskel på at føle sig nervøs og at "virke nervøs fordi jeg holder angsten nede". Ofte er jeg blevet misforstået fordi jeg har udvist de forkerte signaler i håbet om at blive accepteret, ikke for det jeg var men det jeg troede andre ønskede af mig.

At være sammen med mennesker på  denne ulige vis har været nogle af de mest ensomme møder jeg har medvirket til.

Igen og igen spørger jeg mig selv om hvornår jeg tør stå ved de følelser jeg føler og acceptere dem uanset andres eventuelle negative vurderinger? For hvad er værst - at blive vurderet negativt for noget jeg ikke er - eller tage chancen og blive accepteret (uden vurderinger) for det jeg er - og evt. blive vurderet for selvsamme.

Jeg tænker mit - og jeg lover hermed mig selv at jeg vil prøve en gang til.