Skriv et digt
Nogen gange er det nemmere at give udtryk for angsten ved at skrive et digt. Læs andres digte og skriv selv et digt.
Når du har registreret dig som bruger og logget ind, kan du gå ind på denne side igen og skrive et digt.
Quote this article on your siteTo create link towards this article on your website,
copy and paste the text below in your page.
Preview :
Powered by QuoteThis © 2008
Kommentarer
Til festlig middag, i venners lag.
Bænket omkring bordet.
Jeg, klemt helt op af væggen, inde i et hjørne.
De andre tager mad på tallerknerne
Hælder vand, cola, vin - whatever, i deres glas.
Snakken går, henover bordet.
Og jeg kan ikke røre mig
Jeg kan ikke løfte mine arme
'Vil du have noget vand?' spørger veninden ved siden af mig
Og jeg kan ikke svare hende
Min hals snørrer til. Bliver så stram
Mit hjerte hamrer.
Bliver pludselig panisk for, at de andre omkring bordet vil kunne høre hvor hårdt det slår.
Deres stemmer bliver så mærkeligt fjerne.
Som om de taler i koder. Taler med stemmer, som var langt væk fra hvor jeg sidder.
Der er nogen, der har hældt vand i mit glas.
Jeg opdagede det ikke.
Nu sidder jeg bare og stirrer på glasset.
Aner ikke hvordan jeg skal få min hånd til at række ud efter det.
Gråden står højt i min hals.
Snart vil mine øjne løbe over af tårer.
Veninden ved siden af mig, rækker mig mit glas.
Planter dét i min hånd.
Jeg tager en tår af vandet
Jeg kan ikke synke det.
Det bliver ved at blive derinde i munden.
Jeg sidder længe
Med munden fuld af vand
Jeg føler jeg bliver kvalt
som jeg sidder der...
Jeg sidder i min egen verden
fyldt med uro, angst og smerte
kunne jeg dog finde vejen
ud ad angstens klamme arme.
Stille i øjet jeg mærker en tåre
jeg føler en uro som skære i såret
den glider stille ned over min kind
som var den fremkaldt ud ad mit sind.
Jeg vil ud af min verden
og ind i den normale færden
fri for angst og smerte
der sidder i mit hjerte.
tårerne pibler frem
hun føler sig usikker
hun føler sig angst
jeg kan se at hun hvisker
men ikke hvad hun siger
alt jeg ved er
at hvert ord er smertefuldt
jeg kan på hendes læber se
de samme ord igen og igen
remser, bønner, råb på hjælp
et skrig i det indre
hendes øjne er opspilede
panden rynket og sammenspændt
hendes hænder støtter ansigtet
så det ikke falder af
jeg kan høre hun snøfter
råber nej gang på gang
hun river sig selv i håret
og får igen med en svingende lussing
jeg kan høre hun bebrejder sig selv
jeg kan høre hun vil skjule sit had
jeg kan føle hun bare vil verden godt
jeg ved at hun ikke har ondt med
nu ligger hun sig ned
i kramper ruller hun sig sammen
hulkene bliver større og tager til
aftager ikke med det samme
ordene hvrirvler rundt
som tankerne i hendes hoved
hun vil jo ingen ondt
hvorfor pines hun på denne måde
hvorfor
And puts on a mask to hide the scars
From all the crying
From all the hurting
From all the screams inside herself
She fights every single day
Against pictures and words hunting her
There’s no rationality
Her daily task becomes to hide it away
Nobody must notice, nobody must see
Lines of death and fear
She tries to push them away
Sometimes she succeeds for a little while
Then jingles become a panicky action
Rituals try to control her day
She can’t run away
Everywhere they come to get her
She's losing her head
There's no escape, she’s her own traitor
Drowning herself
She's screaming for mercy
But no sound can be heard
And nobody see's her
Or these unintentional thoughts
These forced fears
She's alone
Men det kommer ud af det blå
Falder ned i et dybt sort hul
Angstens klamme tag griber mig
Tankerne farer forvildet omkring
Kan ikke finde ro
Rystelser går gennem kroppen
Luften lukker sig omkring mig
Kan ikke få vejret
Bliver suget ind i det sorte mørke
Føler intet
ingen glæde kun med ondt
alt det jeg ikke tør at si'
frygten for hvad jeg føler indeni
angsten rammer som lyn
lammer min krop og mit syn
på verden som den burde være
fyldt med glæde og med ære
men alt hvad den efterlader mig
er frygten for alt og også dig
hvad du nu lige tænker
please fri mig for disse lænker
for ingen forstår at angsten vil blive
og livet ligesåstille ud af mig vil sive..
ville jeg krølle det sammen.
Jeg ville brænde det.
Jeg kunne bestemme over den.
Hvis mit liv var en bog,
ville det fylde mange sider.
Der ville være en begyndelse
og en handling
men ingen slutning.
Angsten kom til mig.
Jeg skiller mig af med den.
Den har lært mig en del,
jeg nu kan bruge i mit værdifulde liv.
Livet kan blive godt igen.
Angsten var bare på besøg.
Det ved jeg, for jeg har selv lukket døren efter den igen,
og bedt den om at holde sig væk.
Du var væk for en stund, men det er som om, at du behandler mig som et fund.
"Gå dog videre til en anden" beder jeg.
Du hører mig ikke. Du vil hellere til mig stikke.
"Forsvind - Gå væk!" men du holder fast.
Du er min aller største last.
"Jeg orker det ikke mere - Jeg bliver sindssyg!" Du er ligeglad -Bliver ved.
Men med tiden skete der noget. Jeg blev stærk, du blev svag. Det var ikke efter dit behag. Du prøvede ihærdigt at komme ind igen, men du er ikke længere velkommen, min ven. Jeg vil selv tænke som jeg vil, uden dig, angsten, som er på spil.
"Jeg er stærk nu. Bare kom an!Prøv at se om du kan!" Nogle gange dukker du en op, men jeg får hurtig sagt "STOP!".
Jeg er stærk, ja jeg er! Nu skal jeg bare det indse, inden du igen får hjemve!
Verden er et kaos
Ord, blikke
Lyde og bevægelser
Jeg er overvældet
Presset ind i et hjørne
Af mig selv
Mærker eksistensen
Som hurtig puls
Og nervøse sideblikke
Ingen kan nå mig
Døren er låst indefra
Nøglen er blevet væk
Igen idag
Jeg savner latter
glad, varm tryghed
Alt det som er
Uden for mig
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.