|
08 december 2010
Angst og graviditet
Hvorfor overhovedet tage denne titel op som artikelemne? Hvorfor er graviditet og angst noget der bliver nævnt og alligevel ikke skrevet ret meget om? Ca. hver 2. gravid oplever angst.
Det at blive gravid kan i sig selv være en lavine af følelser, stress og pres og i fører i almindelighed til forøgelse af angst. En stor del af gravide bliver angste i løbet af deres graviditet. Angst fordi kroppen forandrer sig og fordi den gør det helt uden du på nogen måde kan kontrollere hvad der sker indeni. Ej heller ved du, hvad det vil sige, før den dag du står med dit barn i favnen. Når du står med dit barn i favnen vil du heller ikke vide hvad morgendagen bringer. Alt er nyt og foranderligt og selv den mest rolige og ligevægtige person kan lade sig rive med af hormoner, drømme, smerter, uforudsigelige hændelser og miste fodfæstet i en graviditet.
Når jeg så vælger at nævne det her på Slipangsten.dk er det fordi, at denne almene angst-tilstand kan alt andet end lige, blive endnu værre for en som i forvejen ligger på dette angst/stress niveau. En graviditet og hvad her medfører, kan forøge angsten og gøre graviditeten endnu mere hård og omkostningsfuld.
Medicin
Kæmper du med angst er der mange overvejelser forbundet med at blive gravid. Hvis du får du medicin for at afhjælpe angsten i hverdagen, tænker du måske om du kan/må fortsætte med medicin, skifte til et andet præparat eller om du skal undgå medicinen mens det varer. Og hvor lang tid varer det - er det under hele graviditeten eller er det kun i starten, og hvad med amning?
Nogle former for medicin kan man tage under graviditeten fra start til slut. Noget medicin skal man holde sig fra i bestemte trimestre. De første 3 mdr. i fosterets liv er de vigtige og her er det mest sårbart overfor påvirkninger fra moderen. Noget medicin skal man helst holde sig fra i de første og sidste måneder.
Det er vigtigt at snakke med din læge og undersøge hvilke bivirkninger din medicin kan have, og finde en løsning der holder for både dig og dit barn. Meget medicin er endnu ikke afprøvet nok gange til, at man kan give et sikkert svar, og nogle præparater skriver i indlægssedlen og på internettet, at det bør undgås, mens lægen siger det er uskadeligt. Nogle læger er uenige i deres fortolkninger af, hvad der kan bruges og ikke bruges.
Usikkerheden for hvad der er det rigtige at gøre, kan være så stor, at du måske vælger helt at stoppe med medicin. Chancen for, at der sker noget med fosteret kan være for stor, og skulle der ske noget, og du har taget medicin, kan det give dig langvarig skyldfølelse, selvom medicinen intet havde med det at gøre.
Konsekvenser uden medicin
9 måneder kan være lang tid, hvis du er vant til at få medicin. Konsekvenserne er forskellige fra person til person. Måske har du allerede en ide om hvordan dit liv så ud inden du fik medicin, og det kan fylde dig med bekymringer og uro. Bekymringer om det vil blive det samme igen.
Er du angst for angsten, kan denne blive forstærket i perioden, fordi du bekymrer dig om de situationer der vil kunne opstå.
Konsekvenserne kan være at du begynder at undgå situationer og isolerer dig. Sammen med de andre påvirkninger som fx. hormonelle forandringer, humørsvingninger, og kroppen der forandrer sig fra dag til dag, kan det være svært at holde tungen lige i munden når sikkerhedsnettet bliver valgt fra.
Angst i graviditeten er der mange der oplever, så selvom du også havde det før, så er det vigtigt at der bliver tage hånd om det. Kvinder med med svær angst kan få svært ved at føde og de kan have svært ved at amme (nedløbsrefleksen i brysterne kan have svært ved at fungere når kvinden er angst).
Kvinder som har psykiske problemer under deres graviditet, har en forøget risiko for at få en fødselsdepression.
For nogen kan graviditeten medvirke til at kaste sine fobiske og angstfyldte vaner af sig. Måske gør hormonerne noget godt for netop dig, og måske er forholdene omkring dit liv og hverdag lige til at du får det ekstra "lille spark" der gør at du bliver fri af medicinen og netop nu tager springet med graviditeten som vinden i ryggen.
Hvad kan du gøre?
Det er vigtigt at du passer godt på dig selv under graviditeten. Har du det godt er der større chance for at dit barn inde i maven også har det godt. Undgå stress, og sørg for at skære ind til benet så du ikke udsætter dig for belastninger psykisk og fysisk. Stress er ikke godt for fosteret, og derfor er det vigtigt at du sørger for at gøre ekstra ud af det, i forhold til hvad der normalt forventes af en gravid.
Det er endnu vigtigere for dig der kæmper med angst og er gravid, at du sørger for at sove, og tage de hvil, i løbet af dagen, som du har brug for. At du spiser når du er sulten og stopper når du er mæt. Drikker masser af vand og spiser sund og nærig kost. Din krop er i forvejen belastet af graviditeten så du skal sørge for at den får alt det medvind du kan give den.
Sig fra overfor invitationer og gøremål som du ikke magter, og vid at det er i orden, selvom du indimellem vil komme til at skuffe nogen. I disse 9 måneder er det super vigtigt, at du tager dig selv alvorligt og respekterer dine egne, og dit fosters behov før andres.
En god ide er at fortælle andre hvad du kæmper med. Jo flere der kender til din situation - jo nemmere bliver det for dig at navigere mens graviditeten står på. Når andre kender til din situation vil de bedre kunne hjælpe dig. Husk at række ud efter andres hjælp, og vær åben og vis hvem du er.
Søg hjælp hvis du mærker at du har brug for at blive støttet. Kognitiv terapi har størst succes med angstproblemer, men der er god mening i din graviditet også at snakke om de forandringer du gennemgår fysisk og psykisk, så uanset hvad du vælger så find en psykolog som du føler dig tryg ved, og som støtter dig.
Yoga og afspænding for gravide er et godt alternativ til medicin under graviditeten. Det er ikke fordi angsten forsvinder, men det hjælper til med at holde stressniveauet nede og dermed mindske risikoen for at angsten træder ind. Derudover er meditation og mindfullness også gode værktøjer.
Sig ja
Selvom graviditeten kan virke som en stor mundfuld når du oveni kæmper med angst, så husk også at sige ”ja”. ”Ja” til det nye liv, til din situation, til udfordringen til glæden. Opsøg det der gør dig tryg og lykkelig, og dyrk din graviditet mens den varer. Sig ”ja” til at dele din glæde med andre og sig ”ja” til at du gør et ekstra stykke arbejde mens det hele står på og at det vil blive nemmere og nemmere.
For ikke at angsten skal blive den dominerende del af din graviditet, så markér din graviditet ved at fotografere din voksende mave, skriv breve til dit ufødte barn, strik eller sy til det. Gå ture og tænk på fremtiden og den glæde du vil opleve når du møder dit barn. Opsøg det der gør at du får lyst til at sige ”ja”.
Kilde:
Dagens Medicin: Helle Torpegaard
Videbech
Quote this article on your site
To create link towards this article on your website,
copy and paste the text below in your page.
Preview :